Tyven med de Tusind Tricks :
Tyven med de Tusind Tricks er en magtsyg og skadefro skurk, som ikke blot truer med at sprede kaos i hele Allansia, men som er så listig og snu, at kun de modigste og dygtigste eventyrere kan stoppe ham.
TYVEN MED DE TUSIND TRICKS indeholder fire eventyr for flere spillere og en hulemester. Fra tre til fem spillere er det bedste antal.
Eventyrene kan spilles hver for sig eller som led i et langt eventyr, som tilsammen er en fantastisk rejse gennem mærkelige og magiske steder fyldt med farer og fælder, monstre og modstandere. Men farligst af dem alle er Tyven med de Tusind Tricks, og spillernes forenede kræfter må spændes til det yderste for at overliste ham.
For at kunne spille eventyrene er det nødvendigt at kende reglerne i bogen LAV DINE EGNE EVENTYR, som også er udgivet i SVÆRD OG TROLDDOM-serien.



